Ved vejs ende

Saa er jeg saa smaat ved at vaere taet paa afslutningen af min rejse, og den tanke er foerst rigtigt blevet virkelig for mig, efter at jeg lige har ringet og genbekraeftet min flybillet. Det er en maerkelig foelelse at sidde med: savnet efter det derhjemme og uvisheden om, hvor meget jeg vil savne det herude, naar jeg endelig er tilbage i det kendte.
Efter to fantastiske maaneder med ubeskriveligt mange oplevelser, er jeg rustet for livet med dejlige minder. Alt det anderledes er blevet normalt, og jeg foeler mig ogsaa kendt og hjemme her, naar jeg slentrer rundt i gaderne. Den anderledes luft bemaerker jeg slet ikke, og jeg nyder duftene fra de mange resteauranter/ maerkelige bikse, de hundredevis af bazarer med parfumer, krydderier, frugt og friskskaarne blomster, blandet med dieselosen og lugten af koeer og affald. Det er en maerkelig, men ikke laengere ubehagelig duft/ lugt, som jeg ved, at jeg vil savne. Stemmer og latter bryder hele tiden frem gennem den ukendte musik fra kikerne, moskeerne og templerne, hvor munkene messer deres boen: "Om mani Padme hum."
Traffikken har en mystisk effektivitet, med en tilsyneladende uorganiseret sammenfletning mellem busser, lastbiler, cykler, biler, okse-trukne vogne, rickshaws, scootere og folk, hvor alle let, men rodet, passerer hinanden.

Jeg vil savne kontrasterne, som er at finde over alt; En sportsbil ved siden af et oksekaerred paa en stoerre gade, hvor en ko maaske ogsaa holder et lille hvil; De facaderenoverede huse, der mest af alt minder om forstoerrede dukkehuse, mod de noegne, halvfaerdige, men gamle murstenshuse, som ser ud til at kunne falde sammen hvert oejeblik; Slumkvarteret med blikskure og lerhytter mod det turistede Thamel; De hjemloese boern, der leger paa gaden, mens andre bliver fulgt af deres middelrige, sariklaedte mor.
Man ser dem hele tiden, og stiller spoergsmaal ved fattigdommen, og den store forskel, velvidende om, at det er umuligt at goere en forskel. Huset vi bor i ligger afsides paa en bakketop, hvor de nyder godt af den gode udsigt. Det er indhegnet af et stort hegn med port, er velholdt og har tre etager, mens naboerne bor i et lille murstenshus uden elektricitet, hvor de 7-8 boern og deres foraeldre sover, leger og spiser paa betongulvet eller i det stoevede sand udenfor - der er ikke engang en doer i doerrammen til deres hjem. Det er altid med en maerkelig foelelse, at vi passerer dette hus, for at gaa hen og ringe paa vores port.

I loebet af de to maaneder er jeg kommet taet paa en helt anden kultur end vores egen. Jeg har vaennet mig til deres maerkelige vaner, vaennet mig til at foelge deres tempo - den saakaldte "nepali-time" - og vaennet mig til deres skikke. Jeg har suget de fremmede indtryk til mig - og nydt det - men mange af oplevelserne har vaeret saa koncentrerede, naermest oven i hinanden, at jeg nu glaeder mig til at komme hjem, hvor jeg vil have tid til at kunne fordoeje alle indtrykkene og generindre alle oplevelserne. Og en ting er sikkert, jeg vil taenke tilbage paa tiden i Nepal og Indien med en glaede i mit sind, velvidende om, at rejsen har maerket mig med gode minder og oplevelser for livet.

I morgen er den sidste dag paa Buddhist Child Home, og det er vemodigt at taenke paa, at vi for sidste gang skal lege, putte og snakke med Sony, Seam, Sangitta, Sharmilla, Saleena, Supria, Shaisha, Sheela og alle de andre boern med S-navne.
Jeg er dog glad for, at boernehjemmet er saa velfungerende, og at jeg derfor ikke skal have daarlig samvittighed over at forlade dem. Boernene trives, og de faar masser af omsorg fra de andre volunteers, nannyerne og de stoerre boern.
Det bliver dog alligevel svaert, at gaa derfra for aller sidste gang, naar lille Seam staar og raaber: "Bye, bye miss", og vinker begejstret med sine smaa arme, fordi jeg ved, at jeg vil savne ungerne med de sjove og skaeve personligheder, som jeg er kommet taet paa i loebet af den sidste maaneds tid.